Femi Festival bliver i 2020 samarbejdspartner med Poesiens Hus om et nyt stort projekt, der skal levere lyrik til hele landet. Som en del af samarbejdet holder vi et pop-up event, hvor forfatter Mette Garfield læser op fra sin lyriske debutroman, Sprækker, og projektet præsenteres.
Mette Garfield har baggrund i scene- og billedkunstmiljøet. Hun arbejder som anmelder og kulturskribent og foredragsholder og beskæftiger sig særligt med køn og seksualitet. Sprækker, der udkom på forlaget Arkiv for Detaljer i 2019, er hendes skønlitterære debut.
Sprækker er en lyrisk, fragmentarisk punktroman, der handler om sorg, erindring og seksualitet. Bogen indeholder både en nuanceret skildring af forholdet mellem en kvinde og hendes elsker samt en spejling mellem bogens to hovedpersoner; en mor og hendes voksne datter. Bogen blev nomineret til BogForums debutantpris i 2019 og fik følgende ord med på vejen:
”I sin smukt lyriske punktroman skriver Mette Garfield om en kropslig og følelsesmæssig længsel. Sprækkerer en formbevidst, melankolsk klingende bog om kærlighed, en kærlighed der er karakteriseret ved fravær og sorg. Det er sart og barskt godt på samme tid.”